Temabeskrivelse

Temanavn:

Fredede fortidsminder

Beskrivelse:

Fortidsminder er gravhøje, dysser, voldsteder, runestene, ruiner, helligkilder m.v. Disse mindesmærker er spor af Danmarks historie og kan fortælle os om vore forfædres liv. Fortidsminderne ligger ofte markant og er med til at give landskabet karakter. I lokalområdet er der ofte knyttet sagn og fortællinger til mange af disse mindesmærker. For at bevare denne del af vor fælles kulturarv også for vore efterkommere er alle synlige fortidsminder fredet.

 

Fortidsminderne er beskyttet ved, at der ikke må ske ændringer af et fortidsmindes tilstand. Det vil sige, at alle aktiviteter, der påvirker fortidsmindernes indhold og overflade, ikke er tilladt. Der må heller ikke ske matrikulære ændringer, der fastlægger skel gennem et fortidsminde.

 

Det er ikke en ”ændring af et fortidsmindes tilstand” at afgræse eller fælde bevoksning på fortidsminder, forudsat at fortidsmindet ikke beskadiges.

 

Du  må ikke foretage jordbehandling, gøde eller plante på fortidsminder og inden for en afstand af 2 meter fra dem. Du må heller ikke bruge metaldetektor.

 

De fleste fortidsminder har en 100 meter beskyttelseszone, hvor tilstanden ikke må ændres. Det vil sige, at du ikke må placere hegn, bortset fra sædvanligt landbrugshegn. Du må heller ikke plante eller opstille bygninger, campingvogne eller lignende.

Lovgrundlag:

Museumsloven, §29e og 29f, lov nr. 473 af 7. juni 2001 med senere ændringer, senest Ændringslov nr. 454 af 9. juni 2004.

 

De fleste fortidsminder er desuden omfattet af Naturbeskyttelseslovens §18.

Ansv. myndighed:

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Kontakt:

Kulturarvsstyrelsen

H.C. Andersens Boulevard 2

1553 København V

Telefon: 33 74 52 14

E-mail: postfor@kulturarv.dk

Beskrivelse ajourført:

11. april 2007